Logo of IPAT - psychological assessments for better people decisions

Hjem > Forretningsbetingelser & Vilkår > Retningslinier for Etisk Brug af Tests og Spørgeskemaer
 

Forretningsbetingelser & vilkår


Retningslinier for Etisk Brug af Tests og Spørgeskemaer

Det er vigtigt, at overholde etiske standarder ved anvendelsen af et psykometrisk værktøj for at beskytte testpersonens rettigheder såvel som værktøjets integritet. Det forventes, at registrerede brugere af OPP's psykometriske værktøjer anvender høje etiske standarder ved administration og fortolkning af værktøjerne og med hensyn til at beskytte den relevante ophavsret og de pågældende varemærker. Hvor det kan bevises, at registrerede brugere ikke har overholdt nedenstående retningslinier, kan de nægtes adgang til yderligere køb af materialer fra OPP, og de kan blive bedt om at returnere de materialer, som de evt. har i deres besiddelse.

Registrerede brugere af spørgeskemaer bør efterleve de forpligtelser, som udgør en del af vurderingsproceduren. Disse er:

  • At følge administrations-, scorings- og fortolkningsinstruktionerne, der findes i manualen til det pågældende værktøj, og at sikre, at tests og spørgeskemaer anvendes korrekt.
  • At sikre, at ingen ikke-certificeret person får lov til at administrere, score eller fortolke psykometriske værktøjer
  • At opbevare psykometriske tests og spørgeskemaer på et sikkert sted for at forhindre ukvalificeret anvendelse og anden misbrug
  • At fortælle testpersoner, hvor længe data (f.eks. resultater) arkiveres, og angive til hvem og under hvilke omstændigheder data vil eller ikke vil blive udleveret
  • At træffe rimelige foranstaltninger for at holde enkeltpersoners resultater fortrolige og kun videregive disse til andre end testpersonen, når der er en legitim årsag hertil og med testpersonens fulde vidende
  • At overholde alle gældende love om beskyttelse af personlige data
  • Ved kommunikation af resultater at sikre, at modtageren forstår deres implikationer og at forklare begrænsningerne af de psykometriske værktøjer i evt. rapport
  • At gøre sig enhver bestræbelse på at sørge for, at testpersonen modtager tilstrækkelige oplysninger om den teori, som testen eller skalaerne er baseret på, og at give denne tilstrækkelig feedback om hans eller hendes resultater, helst ansigt til ansigt
  • Aldrig at krænke ophavsretslovgivningen ved at fotokopiere, scanne eller tilpasse nogen del af en test eller indikator, et varemærkebeskyttet scoringssystem eller dets profilformular
  • At tage korrigerende tiltag, hvis der er tegn på dårlig praksis eller brud på ophavsret eller krænkelse af varemærke i deres organisation
  • At gennemgå resultater jævnligt, herunder udfaldet af beslutninger truffet ud fra dem, og at være opmærksom på forskelle mellem grupper, især personer af forskellig race, køn, etnisk baggrund og med handicap.

Hvor en registreret bruger flytter til en ny arbejdsgiver eller en ny afdeling hos deres eksisterende arbejdsgiver og ikke kan tage evt. materialer, der er i hans eller hendes besiddelse, med sig, er det den registrerede brugers ansvar at sikre, at materialerne ikke efterlades i en ukvalificeret persons varetægt. Det kan f.eks. være muligt at overdrage dem til en kollega, som er registreret hos OPP og er kvalificeret til at anvende de relevante materialer. I tilfælde af at der ikke er nogen kendte certificerede personer, der er registrerede hos OPP og som de materialerne kan overdrages til, kan registrerede brugere kontakte OPP’s klientsupportteam for at diskutere evt. returnering for kreditering af uåbnede pakker af materialer.
Yderligere oplysninger om ovenstående spørgsmål er givet i bilagene, som følger.

Bilag til retningslinier for etisk brug af tests og spørgeskemaer

Bilag I - Yderligere retningslinier for etisk brug af MBTI-værktøjet

Forpligtelse til den konstruktive brug af individuelle forskelle
MBTI-praktikere har forpligtet sig til at anvende MBTI-værktøjet til at støtte selverkendelsen og udviklingen af enkeltpersoner og teams. MBTI-værktøjet må aldrig anvendes til at vurdere evner eller til at indskrænke eller begrænse den enkeltes muligheder.

Administration og formidling af resultater
Det bør altid være frivilligt at udfylde MBTI-spørgeskemaet. Administration skal helst ske ansigt til ansigt, men administration pr. brev eller online er tilladt. Feedback af MBTI-resultaterne bør altid gives på en udfyldende og udførlig måde. Feedback kan gives i gruppe- eller individuelle situationer, men bør altid omfatte at bede testpersonerne om selv at vurdere deres type og hjælpe dem med at verificere den type, der passer bedst. Det er ikke tilstrækkeligt at give feedback om den rapporterede type alene, f.eks. ved at sende en elektronisk genereret rapport med posten.

En persons MBTI-type må aldrig videregives til andre uden den pågældende persons udtrykkelige samtykke.

Fortolkning af resultater
MBTI-præferencer skal altid beskrive og udtrykke præferencerne og typerne positivt og konstruktivt og undgå typebias og stereotypning.

MBTI-præferencescorer må ikke fortolkes som karaktertræk og bør altid beskrives med udtryk, der angiver den klarhed, hvormed den enkelte har angivet sin præference.

Testpersoner bør altid informeres om, at den psykologiske typeteori afspejler en enkeltpersons præferencer og ikke evner, intelligens eller sandsynlighed for at få succes. Derfor er det ikke relevant at bruge MBTI-værktøjet til at udvælge personer til stillinger eller arbejdsopgaver.

Hver enkeltperson er den bedste til at vurdere sin egen type.

Bilag II – Feedback og brug af data (herunder forskning)

I dette afsnit gives vejledning om korrekt feedback i følgende scenarier:

  • Anvendelse af en typeindikator, måling af karaktertræk, anden personlighedsredegørelse eller test af evner
  • Udviklingsanvendelser
  • Rekrutteringsanvendelser, især
    • Fravalg (ofte et tidligt stadium i udvælgelsesprocessen, hvor kandidater identificeret som mindre egnede til en rolle fravælges i processen)
    • Tilvalg (som regel et af de sidste stadier i en udvælgelsesproces, hvor en eller flere kandidater er blevet identificeret som nogen, en rolle kan tilbydes til)
  • Forskning

Niveauet af feedback, som OPP anbefaler, varierer efter følgende to nøglefaktorer:

  • Arten af det psykometriske værktøj
    • Typeindikatorer (især MBTI-værktøjet) kræver detaljeret personlig feedback
    • Tests til måling er karaktertræk og evner og kan bruges til at informere beslutningstagning, uden at det er nødvendigt at gennemgå resultaterne med kandidaten (forudsat at der henledes til relevant opmærksomhed på tekniske eller fortolkningsmæssige spørgsmål som standardmålefejl; betydningsfuld feedback (mindst i skriftlig form) bør tilbydes for tests til måling af karaktertræk og evner i henhold til BPS-retningslinierne
    • Nogle værktøjer (f.eks. TKI-spørgeskemaet) er selvscorende og indeholder feedback information, som kandidaten skal kan læse
  • Anvendelsesområder
    • Alle udviklingsanvendelser kræver personlig feedback
    • I tilvalgssituationer kræves der personlig feedback
    • I fravalgssituationer (f.eks. ved sortering af større antal ansøgere) bør der tilbydes feedback, men kandidaten vil måske ikke altid tage imod tilbudet. Feedback i fravalgssituationer ville være tilstrækkelig, hvis den gives af computergenererede, beskrivende rapporter for individuelle kandidater

I praksis betyder det derfor, at:

MBTI-værktøjet vil altid kræve personlig feedback, fordi det er en typeindikator og fordi det kun anvendes til udvikling. Feedback-sessionen er nødvendig for at udvikle forståelse, gøre det muligt at stille spørgsmål og udforme og etablere den type, som passer bedst til den enkelte.

16PF spørgeskemaet til udvikling vil kræve personlig feedback. Udvikling er personlig og kræver fuld udforskning af en enkeltpersons profil, selverkendelse, 'coping'-strategier osv. I praksis tager det tid, der bør derfor afsættes ressourcer til feedback.

16PF spørgeskemaet i tilvalgssituationer vil kræve personlig feedback. Det er det sidste stadium i en udvælgelsesproces, hvor en eller flere kandidater er blevet identificeret som egnet. Feedback-samtalen ville være en del af en bredere vurderingsproces sammen med f.eks. en kompetencebaseret samtale, målinger af evner, arbejdsprøveøvelser, gruppeøvelser mv. Således giver feedback yderligere oplysninger, som kan anvendes ved udvælgelsen. Den hjælper også kandidaten med at få en følelse af, om hans eller hendes personlighed passer til den rolle, vedkommende har søgt. Eksempler på sådanne scenarier er: Vurderingscentre, udviklingscentre for forfremmelse og udvalgte kandidater.

16PF spørgeskemaet i fravalgssituationer vil ikke behøve personlig feedback. BPS-retningslinierne angiver, at der bør gives betydningsfuld feedback til kandidater på et sprog, som er "tydeligt og letforståeligt for modtageren". Det svarer også til retningslinierne fra International Test Commission (ITC) og persondatalovgivningen. I situationer, hvor 16PF spørgeskemaet anvendes til at sortere kandidater (sammen med andre informationer), anbefaler vi derfor, at det laveste niveau af feedback, der tilbydes fravalgte kandidater, bør være en individuel computergenereret feedback-rapport (selv om kandidaten måske ikke tager imod tilbudet). Rapporterne ville være beskrivende rapporter (kun tekst, ingen scorer), som er fortolket simpelt og egnet til den uuddannede bruger. Af valideringer fremgår det, at 16PF resultater alene kan forudsige fremtidig jobpræstation; derfor har feedback til formål at give kandidater, som ikke er blevet ansat, oplysninger i stedet for at verificere resultaterne. Som følge heraf er forpligtelsen at tilbyde feedback en etisk forpligtelse blot for at give kandidaterne større forståelse af deres psykometriske profil. Eksempler på sådanne scenarier er: Indledende sorteringer før jobsamtalestadiet, online-sorteringer af større antal kandidater.

Følgende retningslinier gælder alle værktøjer:

Feedback i forskningsprojekter
Det er ikke nødvendigt at give feedback om individuelle resultater til testpersoner, hvor data kun indsamles til forskningsformål. Testpersoner bør på forhånd oplyses om, at de ikke vil få feedback. Forskere opfordres dog til at give feedback, hvis en person beder om dette.

Hvis spørgeskemaet eller testen bruges i forskningssammenhæng, f.eks. til at fastlægge dens pålidelighed eller validitet, bør den eksperimentelle art af brugen klart meddeles de pågældende personer.

Udvikling og forfremmelse
Spørgeskema- og testdata, som indsamles i organisationssammenhæng, må ikke anvendes til at afgøre en enkeltpersons karriereudvikling eller forfremmelse, medmindre disse er understøttet af uafhængige data.

Kandidatsamtykke til brug af data
Data indsamlet til ét formål, f.eks. team-building, må ikke anvendes til noget andre formål uden testpersonens specifikke vidende og samtykke.

Bilag III – Korrekt brug af varemærker

OPP producerer materiale under eksklusiv licens. OPP anmoder om, at både egne og leverandørers varemærker anerkendes. De giver også følgende praktiske råd om den lovmæssige beskyttelse af varemærker:

TM symbolet repræsenterer et varemærke, mens ® symbolet repræsenterer et varemærke, som er lovmæssigt registreret i et eller flere lande.

Det korrekte symbol (TM eller ®) skal stå ved den første reference til varemærket i ethvert dokument eller det første fremtrædende sted, hvor det anvendes.

En fodnote, der angiver, hvem varemærket tilhører, skal skrives nederst på siden eller ved slutningen af teksten eller dokumentet. Det er normalt at bruge småt tryk til fodnoten.

Hvis det ikke er muligt at gengive TM eller ® symbolet, skal man bruge en stjerne efter varemærket eller før fodnotesymbolet.

Varemærkerne bør altid anvendes som tillægsord (f.eks. udtrykket "MBTI® spørgeskemaet anvendes til team-building" skal anvendes, ikke "MBTI® anvendes til team-building").

Bemærk, at udtrykkene "MBTI®" og "Myers-Briggs Type Indicator®" begge er registrerede varemærker. Hvis de begge anvendes i et dokument, så skal ® symbolet stå ved den første reference til hver. Disse varemærker er registrerede med hensyn til software, tryksager og uddannelsen af personer i psykologiske tests.

Disse råd gælder især konsulenter, som refererer til varemærker i deres oplæg, klientrapporter, salgsmateriale og reklamer.

Bilag IV – Ophavsret

Generelt
Brud på ophavsret (copyright) er en krænkelse af ejendomsretten, og intet aspekt af OPP's ophavsret eller deres licensgiveres ophavsret må krænkes.

Det er brud på ophavsret at tage en kopi af en test- eller spørgeskemakomponent. Det er forbudt at reproducere følgende materialer på nogen måde, hvad enten de reproducerede materialer sælges eller ej:

  • Manualer og relaterede tekster
  • Pjecer med spørgsmål og alle spørgeskemapunkter, hvad enten disse er enkeltvis eller grupperede
  • Sider med svar
  • Klientrapport- eller feedback-formularer
  • Profildiagrammer, som vises på rapportformularer
  • Scorenøgler/svarmønstre
  • Softwareprogrammer og medfølgende dokumentation
  • Undervisningsmaterialer

(Ovenstående liste er ikke udtømmende)

Et forlags ophavsret er dets mest værdifulde ejendom. Ophavsret beskytter forfatteres kreative arbejde og materialernes integritet. Enhver krænkelse af ophavsret påvirker i høj grad forlagets evne til at producere materialer økonomisk. I tilfælde af psykometriske værktøjer fører ulovlig kopiering af materialer endvidere til dårlig kontrol med deres anvendelse, giver testpersoner et dårligt indtryk og kan endda skade dem. Det medfølgende tab af indtægter reducerer de midler, som er til rådighed for forskning og udvikling af nye værktøjer og fører til dårligere opdateringsservice.

Bemærk, at psykometriske testmaterialer specifikt, ikke er omfattet af fotokopieringslicensordninger.

Computer-software
Det er også ulovligt at inkorporere nogen af ovenstående komponenter i computer-software, som anvendes til administration, scoring og fortolkning af et spørgeskema eller en test. Profildiagrammet på publicerede formularer er også ophavsretligt beskyttet, og det må ikke anvendes i et computer-præsentationssystem – selv ikke i et, der blot genererer rapporter, når data (scorer) indtastes i en computer.

Købere, som anvender generiske "skabelonsystemer1" bør bemærke, at det er brugerens ansvar at installere et bestemt værktøj i systemet, ikke systemets leverandørs. Brugeren kan have krænket ophavsretten, hvis der ikke er indhentet tilladelse fra forlaget. Hvis det drejer sig om mange OPP's værktøjer, f.eks. MBTI, 16PF, CPI, FIRO-B og "Strong Interest Inventory instruments", er det ikke forlagets politik at give tilladelse til sådan brug. Nogle 'skabelonsystemer' indeholder repræsentationer af hele profilsider eller en del heraf. Disse er blevet inkorporeret uden tilladelse og er ulovlige.

________________________________

1 Et 'skabelonsystem' er et system af computer-software, hvori den registrerede bruger kan indsætte punkter fra et spørgeskema og et scoringsmønster fra et eksisterende spørgeskema. Nogle 'skabelonsystemer' gør det muligt for den registrerede bruger at skabe et profildiagram og/eller rapport, der kan bruges til fortolkning af spørgeskemascorer.

OPP Denmark ApS
Gl. Køge Landevej 22
byg. F1081
st. tv.2500 Valby
Danmark

Registreret i Danmark
CVR-nr. 28283288

T: +45 3644 1040
F: +45 3644 1043
E: denmark@opp.eu.com